Aalborg Kommune: Stor tilfredshed i hjemmeplejen
MEGAFON har for nyligt foretaget en tilfredshedsundersøgelse af hjemmeplejen i Aalborg Kommunes. Resultaterne er positive og afslører blandt andet, at ni ud af ti borgere føler, at de bliver mødt med respekt og omsorg fra deres faste hjælpere.
BAGGRUND FOR
UNDERSØGELSEN
Aalborg Kommune havde et ønske om at gennemføre en opfølgning på deres brugerundersøgelsen fra 2019 blandt et udsnit af de cirka 7.000 hjemmeboende borgere, der i dag modtager praktisk hjælp (tøjvask, indkøb, rengøring, m.v.) og/eller personlig pleje (bad, toiletbesøg, hjælp til spise og drikke, m.v.) fra kommunen og private leverandører.
Undersøgelsen er udført med en kvantitativ og kvalitativ metodekombination. Den kvantitative del af undersøgelsen er udført som en tilfredshedsundersøgelse baseret på 1650 telefoninterview. Den kvalitative del er afdækket på baggrund af 20 telefoniske dybdeinterview med udvalgte borgere.
DEMOGRAFI
KVANTITATIVE
KONKLUSIONER
Overordnet set er borgere, der modtager hjemmepleje i Aalborg Kommune i høj grad tilfredse med den hjælp, de får. Således angiver 83%, at de alt i alt er tilfredse (41%) eller meget tilfredse (42%) med den hjælp, de modtager. Kun 7% svarer, at de er utilfredse eller meget utilfredse.
Samlet set giver dette Aalborg Kommune et kvalitetstal på 4,16 for den overordnede tilfredshed. Dette betyder, at Aalborg Kommune på dette punkt lever fuldt ud op til målsætningen for den særdeles gode præstation.
KVALITATIVE
INDSIGTER
Overordnet set har respondenterne en oplevelse af at modtage en omsorgsfuld og respektfuld behandling og af at blive mødt af flinke og søde hjælpere.
Respondenterne forbinder særligt omsorg og respekt med en god dialog, hvor hjælperne er gode til at lytte, spørge ind og prioritere tid til samtale. De kvalitative interview viste blandt andet, at det er vigtigt, at personalet bemærker, om borgeren ønsker en personlig og venskabelig samtale eller en mere overordnet og professionel dialog. Omsorg mærkes derudover særligt ved, at hjælperne er opmærksomme på borgerens behov, mens respekts opleves ved, at hjælperne tager hensyn til borgerens holdninger og hjem.
Dybdeinterviewene viste derudover, at det giver borgerne en følelse af selvstændighed og stolthed at kunne så meget som muligt selv i hverdagen. Det medvirker til en øget selvtillid hos borgeren, der derfor er opmærksom på kun at modtage den hjælp, han eller hun lige akkurat har brug for.
VIL DU LÆSE MERE?
Hvis du ønsker at læse mere om undersøgelsen, kan du finde både den kvantitative og kvalitative rapport på Aalborg Kommunes hjemmeside her.