Evaluering af Delecykler i Forstæderne
MEGAFON har foretaget en midtvejsevaluering af projektet ”Delemobilitet i Forstæderne” for Region Hovedstaden i 2025. Region Hovedstaden har i samarbejde med Gate 21 og de ni kommuner langs Letbanen testet 1800 elcykler fra udbyderen Dott. I forbindelse med dette ønskede Region Hovedstaden i maj 2025 at lave en midtvejsevaluering for projektet.
BAGGRUND FOR UNDERSØGELSEN
For at få et bedre indblik i borgernes kendskab, brug og holdninger til dele-elcykler, gennemførte MEGAFON i maj 2025 en omfattende undersøgelse i kommunerne langs den kommende letbane, med fokus på borgernes erfaringer og holdninger til dele-elcykler. Undersøgelsen gav værdifuld viden om både nuværende og potentielle brugere, samt viden om de barrierer og muligheder, der knytter sig til at udbrede delemobilitet i forstæderne.
KVANTITATIVE KONKLUSIONER
- Blandt brugerne er der bred tilfredshed med cyklerne: 63 % er meget tilfredse eller tilfredse med brugen af cyklerne.
- Høj synlighed for dele-elcyklerne, men manglende kendskab til dem: 90 % har set delecyklerne i bybilledet eller på hjemmesider. Til trods for den store synlighed er det kun hver 3. borger, der føler, at de egentlig har et kendskab til Dott-cyklerne.
- Positiv opbakning til delecykler som led i grøn omstilling: 59 % mener, at ”dele-elcykler hører til i en grøn fremtid, men vi skal have tid til at vænne os til nye transportformer”.
- Cyklerne kan øge brugen af kollektiv transport: 32 % mener, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at cyklerne vil øge deres brug af kollektiv transport, fx når Letbanen åbner.
KVALITATIVE INDSIGTER
- For de fleste er delecyklerne et supplement: De situationer, hvor brugerne betragter dele-elcyklerne som relevante og oplagte, er særligt i spontane eller uforudsete situationer, hvor deres egne transportmidler ikke er til rådighed eller de er bekymrede for dem (f.eks. ift. at efterlade egen cykel ved station).
- Synlighed fører ikke i sig selv til øget kendskab: Når cyklernes synlighed i bybilledet, ikke i sig selv har resulteret i større konkret viden, indikerer det, at der er behov for mere aktiv markedsføring, hvor borgerne direkte for konkret viden om brug af cyklerne.
- Den største barriere er prisen: De fleste brugere forventer, at cyklerne bør være billigere end andre transportmidler, her nævnes særligt busserne. Mange vil gerne vælge den nemmest tilgængelige og mest fleksible løsning og nævner delecyklerne, men oplever dem som værende for dyre på nuværende tidspunkt.
- Selve cyklerne og brugen af dem opleves generelt positivt: Generelt set beskriver brugerne selve cykelturen, samt funktionen af cyklerne som velfungerende og tilfredsstillende. Cyklerne roses, særligt for at være nemme at styre og lette at komme i gang med.
UNDERSØGELSENS METODER
Den kvantitative del af undersøgelsen er gennemført som en online spørgeskemaundersøgelse. Den blev udsendt via e-Boks til et repræsentativt udsnit af borgere over 18 år på tværs af de ni kommuner. Samlet set besvarede 2.760 personer undersøgelsen. Dette vurderes som en passende mængde besvarelser til at give tilstrækkelig statistisk sikkerhed for de opnåede resultater.
Den kvalitative del af undersøgelsen tager udgangspunkt i to kvalitative fokusgruppeinterview med 7 brugere i alt og 4 individuelle dybdeinterview. Den kvalitative del baserer sig på udsagn fra 11 brugere af delecyklerne.
Hvis der ønskes en dybere forståelse af undersøgelsen, kan rapporten læses i sin helhed her.
KONTAKT MEGAFON
HVORFOR VÆLGE MEGAFON?
SOLID OG OMFATTENDE ERFARING
MEGAFON har en solid og omfattende erfaring med undersøgelser for private og offentlige virksomheder og organisationer. Vi giver jer en individuel rådgivning og gennem et tæt samarbejde med jer sammensætter vores konsulenter det undersøgelsesdesign, der er optimalt i forhold til netop jeres problemstillinger og behov.
HØJT KENDSKAB OG TROVÆRDIGHED
MEGAFON er et af de mest kendte analysefirmaer i Danmark, velkendt for en høj kvalitet og troværdighed. Ved at vælge MEGAFON får I fra starten en høj troværdighed hos dem, der skal bruge undersøgelsen: ledelsen, politikere, journalister og meningsdannere. At vælge en anerkendt samarbejdspartner gør jeres arbejde nemmere i alle faser af undersøgelsen.
UAFHÆNGIGE RESULTATER OG HØJE SVARPROCENTER
Når I skal udføre analyser, er det en god ide, at undersøgelsen bliver udført af et uafhængigt analyseinstitut, så analysen ikke bliver påvirket i en bestemt retning. Samtidig vil respondenterne være mere villige til at deltage i en undersøgelse, når det er et velkendt og respekteret firma, der kontakter dem. Med MEGAFON som afsender får I en uafhængig, seriøs og valid undersøgelse med en højere svarprocent, der sikrer en bedre kvalitet.